Zumbach er en ny dansk kunstner og producer, der med sin lyd ikke passer ind i én boks. Som ny dansk kunstner skaber Zumbach et udtryk af indie-pop og rock, med elektroniske og funky elementer. Hans tekster leger med det danske sprog, og balancerer mellem det humoristiske og det melankolske, der sætter gang i tankerne.
Han har tidligere været producer og trommeslager og været vant til at være i skyggen af den musik han har skabt. Nu er det hans tur til at vise sig frem, på trommer, vokal og rap i front. På scenen har han samlet tidligere bandmedlemmer, Martin Friis på guitar og pianisten
Christoffer Holgersen, i en ny konstellation. Med smil, nærvær og energi bevæger de sig frit i et musikalsk udtryk, der både er stramt og åbent, med tydelige spor af 70’erne og 80’erne med plads til soloer i et nostalgisk og nyskabende univers, som de brænder for at dele med publikum.
Musikken skal ikke bare høres, den skal mærkes.
Vela
Vela er et pop-projekt med et pulserende bankende hjerte, hvor relationer og tilhørsforhold danner kernen i musikken. Dragende synthesizers, elegante harmonier og fremtrædende guitarroller smelter sammen i Velas opløftende pop-univers, hvor tvivl, sårbarhed og kærlighed får lov at sameksistere. Kombinationen mellem det akustiske og det elektroniske, giver musikken både nerve og varme.
Med stærk og forførende vokal, leder Vela dig ind i spændingen mellem det kraftfulde og det skrøbelige. Et sted hvor der er plads til at slippe forventningerne til sig selv og finde en frihed i at være i sit uperfekte. Gennem ærlige tekster udforskes følelser af at være alene uden at være ensom, oplevelsen ved forandringer og det smukke i at turde være sårbar over for et andet menneske.
Bag artisten Vela er den danske sanger og sangskriver Mathilde Rosengren Bruun. Bruun er uddannet rytmisk sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og hendes vokal er før blevet beskrevet som “hendes klokkeklare røst tilfører universet en tidløs poesi, der indgyder håb.” (CPHCulture). Vela spillede på SPOT Festival 2025 og har i begyndelsen af 2026 debuteret med singlerne ‘Trying not to feel lonely’ og ‘We cry’ efterfulgt af hendes debut EP ‘Alone not lonely’ der kom ud 17. april 2026.
