Koncerten er støttet af Kultur og Fritidsforvaltningen
“FRA ET HJEM MED KLAVER”
Klaveret var købt på forhånd – og den førstefødte skulle spille. Det var et tegn på viljen til social opstigen. At være “fra et hjem med klaver”. Uvidende om, hvad der ventede dem, men med et håb om bare lidt bedre tider, tog et ungt, jødisk teenagepar, den fattige skræddersøn, Isak Koppel, og kæresten Manja, hinanden i hånden og flygtede som så mange andre fra “russisk Polen” og vestover i starten af det forrige århundrede. Et år efter fik de Herman David, hvilket skulle blive begyndelsen på et musikalsk eventyr, der den dag i dag, over 100 år efter, udvikler sig fortsat …
Operasanger Thomas Peter Koppel har taget sin mor, Lone Koppel, med ved sin side til denne historiske beretning om en familie og dens indflydelse på dansk musikliv. Hun er ikke alene nationalscenens dramatiske sopran par excellence med over 40 år på de skrå brædder på bagen – hun er nu også den ældst-levende i slægten og har selvsagt interessante anekdoter at byde på.
Hvordan kunne der f.eks. holdes styr på takt- og tonearterne i barndomshjemmet, når der blev øvet i 4-5 værelser af gangen? Hvorfor tog Thomas pludselig springet fra klassisk til beat – og hvordan blev Savage Rose taget imod? Hvad vil det sige at gifte sig med en ‘goj’ og kom den ortodokse familie sig nogensinde over Hermans gerning? Hvordan formede hverdagen sig i landflygtighed i Sverige under krigen? Dét og mange flere aspekter vendes i en både rørende og dramatisk fortælling om Danmarks største musikfamilie gennem tiderne.
Traditionen holdes i hævd indenfor den udøvende klassiske musiks scenekunst, hvilket vi skal høre et eksempel på gennem højttalerne, i og med en fjerde generation nu allerede er på vej. Med flere andre musikuddrag i vente, bliver dette foredrag således en rig blanding af oplysende snak om dynastiet og et indblik ind i det helt specielle koppelske tonesprog.
Varighed: 2 timer