Køb billet via link eller i døren – entré 75,-
Orblin er et pop/rock-band fra København.
Det er 80’er synth, effektfuld guitar og energiske rytmer. Pop-vokalen ligger centralt i lydbilledet og bringer sangenes historier frem med farverig og tankefuld lyrik.
Hvad får du, hvis du smækker et gammelt, forladt fitnesscenter sammen med fem venner på SU-budget, mikrofoner til låns og sommerdrømme?
Orblin giver et solidt bud med deres nye danske singler (Langebro, En Drøm Mere og Galaksearm), som blev udgivet sidste år. Det er 80’er synth, energiske rytmer og lækker pop-vokal icentrum. Særligt Langebro rammer perfekt ind i den higen efter lysere tider, vi allesammen har haft siden vinteren, og varsler om den kommende sommer med en dansabel pop-sound og dragende lyrik.
Orblin har en lyd med mange forskellige elementer. Den strækker sig fra lavdynamiske, nøgne og intime passager til vilde klimakser, hvor vokalen svøbes i et
virvar af effekter og smelter ind i en lydmur af synthesizers, tyk lead guitar og pumpende bas. Musikken er ekstatisk og eksplosiv, men den overgiver sig også til
melankolien og intimiteten, hvor stille og forsigtige tanker får lov til at komme frem.
Siden bandets tidligere engelske rock-EP fra 2020 har lyden ændret sig meget.
Fremtidige udgivelser i 2024 og 2025 kommer til at byde på et mere drømmende
lydbillede, en elektronisk inspireret sound og en kærlighed til pop-melodier – alt sammen på en bund af rock-prægede grooves.
I de seneste år har Orblin spillet på festivaler som RHK Festival, Egmont festival, og
Gilleleje Festival, samt spillesteder som Rust, Operaen Christiania, Hotel Cecil og
Richter.
“Det bliver vores første koncert i år, og vores hidtil vildeste. En aften, hvor vi viser vores allerbedste frem til jer”.
Bandet består af:
Joakim Asmussen (trommer/bas),
Martin Ravn (bas/guitar),
Thomas Rosendahl (guitar/trommer),
Rasmus Nielsen (keys),
Mikkel Westh (vokal)