Toppen af Droppen v Julie Maria + Juncker

JUNCKER

På gennembrudssinglen ’Mogens og Karen’ sang den danske sangskriver Christian Juncker om et nabo-par, der trods deres tilforladelige navne nærede giftige bær og en gal hund i haven. Og senere blev Juncker igen folkeeje med den populære sang ’Havana’ som han skrev til TV-serien ’Mod fjerne kyster’.

Nu er Juncker ude med sit mest personlige og verdensanskuelige album til dato.

Det nye album med titlen GLOBUS NV blev udsendt i slutningen af april 2018 og den første single ’Sidste nat på fabrikken’, blev efterfulgt af: 'Det Er Lige Meget', 'Som Det Er Lige Nu' og 'Donegall Road', der alle er blevet afspillet flittigt på DR Radio.

På GLOBUS NV møder vi en Juncker, der drager ud i verden, men altid vender hjem igen - og sange, der dyrker spændingsfelterne mellem udlængsel og hjemve og blander det lokale med det globale. Eftertænksomheden og de catchy tekster og kompositioner er igen kendetegnende for Juncker.

Anmelderne tog rigtigt godt imod GLOBUS NV og kaldte det bl.a. ”hans mest helstøbte album” (GAFFA - 5 stjerner) og ”nogle af hans bedste popsange i karrieren” (Fyens - 5 stjerner).

GLOBUS NV efterfølger det meget anmelderroste ’Bivirkninger’ fra 2016 - og igen spidder Juncker den danske folkesjæl med rammende, nogle vil mene sarkastiske, tekster. Juncker er genkendelig- aldrig kedelig.


JULIE MARIA

En live-oplevelse med Julie Maria giver netop det nærvær og intimitet som løfter publikum ud af hverdagens banaliteter og overflade, og tilfører eftertanke, smil, glæde og dybde - alt sammen i jordnær øjenhøjde.

Den brede skare kender hende fra DR-julekalenderen, Pagten, hvor hun synger titelsangen Uden Hinanden og fra sange som "Også Om dagen", "Gør Det Kort", "Evelyn og Beat", der alle har braget ud af radioen gennem årene, hvoraf sidstnævnte var P3’s uundgåelige tilbage i 2013.

Med en stjerneregn af anmelderroste albums, et hav af koncerter bag sig, mange af dem solo, og med samarbejder lige fra Søren Huss, Tina Dickow, Tim Christensen, Steffen Brandt, Mads Langer og Lone Hørslev og med et nyligt, spændende samarbejde med Hella Joof, har Julie Maria fået fasttømret sit navn som én man ikke rigtig kommer udenom i dansk musik.

I midt 2017 udkom hun med sit sjette album Danse Til Vi Dør, der udspringer af de refleksioner og erkendelser hun gjorde sig under en længere periode væk fra musikken, hvor hun var tvunget til at kigge indad. En kraftig livsopbremsning, et barn og en masse tanker fulgte, da der til sidst blev stille. Og stilheden var påkrævet.

I stilheden indså jeg at mine mange år med musikken og livslange ambitioner om at nå til stjernerne havde sat en stopper for glæden - og samtidig det helt åbenlyse i, at vi som kunstnere kun kan skabe ud af lyst, siger Julie Maria og fortsætter.
I den påtvungne stilhed fandt jeg helt nye sider af mig selv. Jeg fandt en dyb mening i at være her og da roen og accepten endelig indfandt sig, blev den udgangspunktet for de nye sange der blomstrede frem, og for mit sceniske nærvær ikke mindst.